Efterskole driver højskole: Lysten skal drive værket

Højer Design Efterskole er i fuld gang med at etablere en højskole. Der er flere stordriftsfordele ved at drive en kombineret institution, men det kræver energi og gåpåmod, fortæller efterskoleforstander Kirsten B. Hansen.

Efter to års hårdt arbejde slår Designhøjskolen Højer til januar dørene op for deres første elever. Højskolen er den nye halvdel af en kombineret høj- og efterskole, der ligger i marsklandet i Tønder Kommune.

Den anden og oprindelige del af skolen er Højer Design Efterskole, der startede som ny skole i 2007.

Designhøjskolen Højer er flyttet ind i den gamle bonevoksfabrik ved siden af de eksisterende skolebygninger. Renoveringen blev muliggjort med støtten fra kommunen, A.P. Møller Fonden og SE Vækstpulje.

Højskole på bonede gulve
Den nye højskole åbner op på efterskolens nabogrund, hvor der indtil for nylig blot lå en gammel, forfalden fabrik. Bygningen blev i 1953 bygget til bonevoksfabrik, og det gik rigtig godt indtil 1970’erne, hvor vinylgulve udkonkurrerede de bonevoksede gulve.

Siden fabrikkens lukning i 1980 har den store toetagers bygning stået tom som en lidt trist og forladt nabo – indtil forstander Kirsten B. Hansen og bestyrelsen af Højer Design Efterskole tog sagen i egen hånd:

”Den gamle fabrik var vores nabo gennem 10 år, og den stod og forfaldt. Vi syntes, at vi skulle gøre noget, så vi spurgte ejerne, om de ville sælge. Først tænkte vi på at bruge den som lagerbygning, men så kom idéen om højskolen”, siger Kirsten B. Hansen.

Efter at have drevet efterskole i 10 år mente de på Højer Design Efterskole, at det var tid til nye udfordringer. Derfor kastede de sig over projektet med at starte en højskole.

Stordriftsfordele og inspirerende arbejdsmiljø
Det giver nemlig god mening at drive en kombineret skole, fortæller Kirsten B. Hansen. For det første har efterskolen allerede en stor spisesal og et industrikøkken, som højskolen nu kan bruge. De sparer altså millioner på ikke at skulle bygge en ny kostafdeling.

Derudover bruger efterskolen flere gæsteundervisere fra København. Nu kan institutionen få en hel uges undervisning på både efterskole og højskole ud af at transportere underviserne til Højer. Det samme gælder for foredrag, der kan bookes til begge skoler.

Sidst men ikke mindst glæder Kirsten B. Hansen over det fremtidige arbejdsmiljø, hvor flere lærere kan inspirere hinanden:

”Lærerne kan sparre med hinanden, give hinanden gode idéer og udvikle idéerne på flere platforme. Det bliver inspirerende”, siger Kirsten B. Hansen.

Støtte fra kommunen og A.P. Møller Fonden
Da Højer Design Efterskole kører med sorte tal på bundlinjen, var der penge til at starte højskole-projektet op. Tønder Kommune stod også klar med to millioner i støtte – den ene million var med kommunegaranti, hvor kommunekassen garanterer for et lån.

”Man skal have en visionær kommune, og det er Tønder. De ville gerne støtte os. Det giver jo også arbejdsplader i kommunen”, siger Kirsten B. Hansen.

Den gamle industrifabrik var slet ikke indflytningsklar, så efterskolen skulle bruge penge til en omfattende ombygning og restaurering. Det blev muliggjort med støtten fra kommunen og donationer på seks millioner kroner fra A.P. Møller Fonden og 500.000 kroner fra SE Vækstpulje.

Eleverne kommer ikke bare løbende
Med en nyrenoveret og moderne højskole manglede blot eleverne, men det viste sig at være en større udfordring end først antaget.

”Efterskoleelever er ikke så svære at få hertil, men det er en anden sag at finde elever til højskolen”, siger Kirsten B. Hansen. Design trækker nemlig elever fra storbyerne, og efterskoleforstanderen måtte sande, at det var noget sværere at få de 18-25-årige helt til Sønderjylland.

For at få støtte fra staten skal man have to gange 24 årselever og med 22 interesserede, og kun 10 der endte med at betale, måtte de sætte optagelsen i bero i første omgang.

Derfor udformede ledelsen en ny rekrutteringsstrategi med fokus på de topmoderne omgivelser, på design og ikke mindst digitalt design. Især nye digitale linjer om podcasts og spil-design skal lokke elever til fra hele landet. Nu satser Kirsten B. Hansen på at skaffe elever nok til opstart i januar 2018:

”Der er mange interesserede, så nu skal de bare fanges ind”, siger Kirsten B. Hansen.

Efterskole bliver fødekilde
Samtidig med højskoleplanerne har efterskolen udvidet med en ny digital linje: Højer e-Sports Academy, hvor eleverne bliver coachet og trænet af professionelle eSports udøvere. Holdet 2016/17 vandt flere turneringer, og det nye eSports-akademi rangerer pt. som landets bedste.

På den lange bane er Højer-forstanderen også optimistisk. Mange af de nuværende efterskoleelever siger nemlig allerede nu, at de vil tilbage på højskolen. Efterskolen kan på den måde blive en fødekilde til højskolen, så eleverne kommer tilbage efter deres gymnasiale uddannelser.

Man skal ville noget med skolen
Hvis andre efterskoler overvejer at udvide på samme måde som Højer Design Efterskole, anbefaler forstander Kirsten B. Hansen, at man først finder ud af, hvad man vil med en højskole – både i forhold til efterskolen og i forhold til omverdenen.

”Højskolen er med til at styrke byen med flere aktiviteter, og den tiltrækker andre mennesker end efterskolen. Højskolen kan noget andet, og det er godt for lokalsamfundet. Vi forsøger at skabe et sted, hvor vi kan uddanne og forberede unge mennesker til design og bæredygtighed”, fortæller hun.

På Designhøjskolen Højer bliver et af formålene at gøre eleverne klar til designskolerne i København og Kolding.

”Vi vil lave en højskole, hvor vi gør eleverne klar til optag på designskolerne. De skal ikke bare hygge sig, de skal få kompetencer, de kan bruge. Selvfølgelig har nogle elever også brug for et pusterum, som højskolen også skal være – og en dannelsesrejse, hvor man lærer om samfundet og verden,” siger hun.

Find samarbejdspartnere
På den baggrund samarbejder højskolen aktivt med designskolerne i København og Kolding:

”De har blåstemplet skolen, og der er etableret et samarbejde, hvor elever, der ikke bliver optaget der, henvises til vores højskole”, siger Kirsten B. Hansen.

”Vi har mange gode samarbejdspartnere og store forventninger. Også Ecco er meget interesserede i højskolen, da de konstant søger kreative unge, der senere kan indgå i deres virksomhed som designere. Men det tager tid at få sådanne samarbejdspartnere”, siger hun.

Det kræver vilje, lyst og energi
Det tager nemlig altid mere tid at bygge noget nyt op, end man tror, og Kirsten B. Hansens vigtigste råd til andre forstandere er at sørge for, at lysten og energien er der:

”Lysten skal drive værket. Jeg har ligget vandret i lang tid, så det kræver energi og helt sikkert også et godt bagland med forståelse for projektet. Men det er spændende, når det lykkes – det driver én på den gode måde”, siger Kirsten B. Hansen.

Af Lynge Asbjørn Møller