På vej ind i opløbssvinget – formanden ønsker god sommerferie

Med kun ganske få dage tilbage af skoleåret vil vi gerne ønske dig en rigtig god sommerferie. En ferie, hvor vi som skoleledere lige skal have tømt hovedet efter den lidt forvirrende periode, hvor vi har to skoleår til at fylde samtidig.

Det kommende skoleårs nye elever, forældre, måske nye kolleger og nyt skema m.m. blandet grundigt sammen med afslutningen af dette skoleår med dimissionstale, prøvebeviser osv. Igen i år når vi jo – måske på mirakuløs vis – i mål med det hele og kan så nyde en velfortjent ferie.

Selv om skoleår i bund og grund kan minde meget om hinanden i deres struktur, og det gamle år egentlig bare er endnu et i en lang skolehistorik, så er hvert enkelt år også sit helt eget. Et år, der for elever, forældre og ansatte kan være lige præcis deres unikke skoleår.

Det ved jeg, at vi alle hvert eneste år forsøger at give – derfor kan der også være en naturlig træthed, når vi kommer til ferien. Men jeg ved også, at vi i august er tilbage igen for endnu en gang at ville lave et særligt år for vores elever – sådan er vi jo på de frie skoler.

I Frie Skolers Ledere vil vi også om et par uger gå på ferie og samle kræfter, så vi i efteråret kan få fokus på de kommende overenskomstforhandlinger. Vores fokus vil i høj grad være løn til os ledere. Men hvordan, og hvad vi vil gå efter, vender vi tilbage med efter sommerferien.

Ha’ en rigtig god ferie, når du kommer dertil.

Mange hilsner

Rud Nielsen, Frie Skolers Ledere