God sommer fra Vejle

Årets sommerhilsen kommer fra bestyrelsesmedlem i Frie Skolers Ledere, Jens Erik Høj-Pedersen, da vi i år starter en stafet blandt foreningens bestyrelsesmedlemmer.

 

Sommerferien står for døren, og jeg kan ikke forestille mig, at der skulle være nogen, der ikke trænger til en pause fra hverdagen.

Jeg holder meget af hverdagen med de mange opgaver og faglige udfordringer. Jeg elsker mit job, kontakten til forældre, børn og medarbejdere, og alt det andet vi har gang i. Aldrig er to dage ens.

Ofte har jeg det sådan, at jeg gør mange ting, fordi det føles rigtigt. Og så er jeg for øvrigt rigtig god til bagefter at forklare og begrunde det med kloge pædagogiske modeller eller noget andet smart, jeg har læst i en ledelsesbog eller hørt på et af Frie Skolers Lederes gode kurser.

Andre gange dukker der en ekspert op i TV og fortæller, at den sidste nye forskning viser lige præcis det, jeg har sagt i årevis, og så er det så fedt at kunne sige: ”…altså det der, har jeg jo sagt i mange år.”

Og nu er det så sket igen: En højt estimeret hjerneforsker klogede sig forleden på danskernes ferievaner og fortalte, at mange holder ferie uden at give hjernen lov til at holde fri. Ferien bliver fyldt op med oplevelser, og der skal mases så meget ind i programmet, at det kræver nøje logistik og stramme tidsplaner at få det hele med. Så hans råd var: ”Hold nu ferie når du holder ferie.”

Det gør jeg så – med en tur sydpå hvor jeg har gemt min lille båd, så mine feriedage kommer til at foregå i en verden på 6 gange 2,25 meter. Jeg starter altid min ferie med at bruge tid på at sikre mig, at horisonten er vandret og himlen blå, og så er der ikke mere, jeg skal nå den dag.

Så herfra en lille reminder til os alle sammen: ”Hold ferie, når du har ferie”.

Sommerhilsner

Jens Erik Høj-Pedersen, Lukasskolen, Vejle