Gratis introkurser til nye ledere

I forbindelse med lederkonferencen starter Frie Skolers Ledere et nyt tilbud om et at komme på introkursus for nye ledere.

Der er mange ting, man skal lære, når man lige er startet i jobbet som skoleleder. Der er selvfølgelig en masse praktiske opgaver med budget, skemalægning og organisering af det praktiske arbejde på skolen. Men ifølge Lisbeth Qvortrup, der underviser på introkurserne, handler det også om, at mange ledere oplever uklarhed i forhold til, hvad der forventes til dem:

”Alle har nogle forventninger til dig, men det er ikke særlig klart, hvad de er. Det er du som ny leder selv nødt til at finde ud af, og det eneste, der er sikkert er, at du ikke kommer til at leve op til dem alle sammen”, fortæller hun.

Derfor er det allervigtigste ifølge Lisbeth Qvortrup, at du bliver afklaret i din rolle som leder.

Lisbeth har netop sagt sin stilling som skoleleder på Kochs Skole i Aarhus op for blandt andet at lave kurser for skoleledere. Hendes ambition med kurserne er ikke at lære de nye ledere alt om at være skoleledere på en enkelt dag. I stedet skal lederne opleve, at de har en masse lederkolleger, som står med mange af de samme udfordringer, som dem selv – og hvordan man finder hjælp til at løse problemerne.

Kom hjem fra introkurset med et fagligt netværk
”Der er meget få nye ledere, der lige sætter en dag i kalenderen til at opdyrke et netværk med deres lederkolleger på andre skoler. Derfor er et af målene med introkurserne at få etapeleret nogle faglige netværk, så de nye ledere får nogle kolleger at spare med”.

Lisbeth har været skoleleder i 12 år og husker stadig følelsen, da hun første gang fik ansvaret for hele skolen.

”Jeg har jo selv været i præcis den situation, som deltagerne står i og kender efterhånden de udfordringer, jobbet som skoleleder giver. Og det mest rammende, man kan sige er, at udfordringerne for en skoleleder er meget forskellige fra skole til skole”.

Lisbeth vil derfor inden hvert kursus ringe til hver deltager og tage en snak om, præcis hvad der foregår lige nu i deres ledelsesrum, så hun kan tilpasse det enkelte kursus til netop det, deltagerne bokser med hjemme på skolerne.

Supplement til fagforening classic
Introkurserne er et forsøg på at supplere den mere traditionelle hjælp, man får fra sin fagforening om lønkontrakter, overenskomster eller juridiske problemer i forbindelse med en fyring. En introduktion til de mere personlige ledelsesudfordringer, der også fylder meget hos de nye ledere.

”Det kan være, hvordan jeg forholder mig til det med pludselig at være leder for tidligere kolleger eller være leder for forældre. I virkeligheden er det ofte de her helt personlige udfordringer, der er de sværeste specielt i starten af din lederkarriere”, fortæller Lisbeth Qvortrup.

Først til mølle
Kurserne er et gratis tilbud for medlemmer af Frie Skolers Ledere. Alle kan søge om at deltage, men målgruppen er først og fremmest nye ledere. Der er 16 pladser på kurset, som fordeles efter først-til-mølle princippet. Vi udsender en invitation til kurset direkte til medlemmerne i løbet af februar, men vil du sikre dig en plads allerede nu, kan du sende en mail til info@fsleder.dk

Tid: Onsdag d. 24. april – 10.00 – 17.00

Sted: Hindsgavl Slot (holdes lige inden lederkonferencen, som foregår samme sted – du kan godt deltage på introkursus selvom, du ikke er med på lederkonferencen)

Pris: Gratis for medlemmer

Underviser: Lisbeth Qvortrup