”Jeg er nået dertil, hvor jeg oftest bare træffer en beslutning”

Rikke Marquard (45 år), viceskoleleder på Privatskolen i Sæby i Nordjylland. Rikke har været ansat på skolen 14 år – de sidste fem som leder. I starten arbejdede hun mest med drift, administrative opgaver, skemalægning og vikardækning, men i dag får hun flere udviklings- og andre ledelsesopgaver for skolen og dens 22 ansatte og 201 elever.

1. Hvornår tænkte du sidst: “Det er godt nok et dejligt job, jeg har”?
Det er ikke lang tid siden. Jeg er lige blevet uddannet som organisationscoach, og der tænkte jeg over, hvor privilegeret jeg er. Jeg kan få lov til at uddanne mig i noget så spændende og udvikle mig selv – samtidig med at jeg har et job, som jeg er glad for.

2. Hvad er det sværeste ved jobbet?
Det kan være svært at finde ud af, hvad man kan tillade sig at sige uden at gå over sine beføjelser. Skal man holde sig tilbage, fordi man kun er mellemleder, eller kan man tillade sig eksempelvis at komme med indvendinger til et bestyrelsesmøde eller træffe beslutninger uden om lederen?

Det fyldte meget for mig i starten, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg oftest bare træffer en beslutning. Jeg kan simpelthen ikke bruge al min tid og energi på at tænke over, om det nu er noget, som jeg har carte blanche til at beslutte. Det bliver for kompliceret. Jeg gør det bare, og så må jeg tage tæskene bagefter, hvis jeg burde have været inde omkring skolelederen. Jeg er dog så heldig, at jeg har et stort mellemrum at tage beslutninger inden for.

3. Hvad er det bedste ved jobbet?
Det allerbedste er, at jeg er med til at udvikle skolen til at være et bedre sted for eleverne, så de får den allerbedste skolegang, hvor trivsel og læring går hånd i hånd. Det er rigtig fedt.

4. Hvilke forventninger er der til dig som leder?
Lærerne forventer, at de bliver hørt og set, og at de bliver anerkendt for deres arbejde. Derfor skal jeg have et tilpas indblik i deres udfordringer, og hvad de går og laver til daglig, så de kan komme ind til mig for at sparre eller spørge mig om noget.

Rikke Marquard er viceskoleleder på Privatskolen i Sæby

5. Fortæl om en ting, der lykkedes for dig som leder.
En af de store forandringer, der er sket i min tid som viceskoleleder er, at vi har fået bedre styr på indskolingen. Det er jeg rigtig glad for at have været en del af. Vi har kanaliseret flere ressourcer ind i indskolingsprocessen, vi arrangeret tolærerordninger, og vi har sat en efteruddannelse i værk for vores personale, der har gearet dem til at tage imod nutidens børn.

6. Nævn en udfordring ved at være leder for dine egne lærerkolleger.
Det er ikke en udfordring længere, fordi jeg har taget den beslutning, at jeg ikke både kan være en kollega og en leder. I starten troede jeg, at jeg godt kunne det hele, men jeg fandt ud af, at det mudrer tingene, hvis jeg i weekenden går og hygger med lærerne og så i hverdagen skal eksekvere en beslutning. Skal jeg være en god leder og træffe hårde beslutninger, er jeg nødt til lade være med at se mig selv som en del af lærergruppen. Jeg er ikke deres kollega – de er mine medarbejdere.

7. Hvad er det fedeste, du har lært som leder?
Jeg har lært, at det er vigtigt at lytte til sit personale. Tidligere havde jeg en forestilling om, at jeg skulle komme med de hurtige løsninger, men jeg har erfaret, at man ikke kan løse alle problemerne selv. Derfor er jeg meget lyttende i min tilgang til personalet, og jeg spørger meget mere ind til deres udfordringer. Lærerne bliver desuden mere tilfredse med løsningen, hvis de selv kommer frem til den.

8. Har du et godt råd til andre ledere?
Udover en lederuddannelse burde alle skoleledere have en coachuddannelse. Den har jeg lige taget, og det har gjort en verden til forskel i min forståelse af andre mennesker og min evne få det bedste frem i dem. Jeg stiller langt flere spørgsmål og udfordrer i højere grad mine medarbejderne – uden de føler, at det er grænseoverskridende for dem.

9. Kan du anbefale en god bog til juleferien?
Jeg har lige fået en ny bog, som jeg er gået i gang med at læse: Håndbog i anerkendende udforskning – Idéer til forandringsledelse. Vi lever jo i en hverdag, hvor tingene hele tiden forandrer sig, så den kan jeg anbefale.

10. Godt nytår – har du et nytårsforsæt eller spændende projekt, du skal i gang med?
I det nye år vil jeg gerne være lidt mere med ude i undervisningen, så jeg får noget mere hands-on-erfaring med, hvad der sker. Det er utrolig vigtigt, hvis jeg skal kunne vejlede lærerne ordentligt.

Læs også: