Udtaget til strejke: Viceforstander Karin Thomsen, Brøderup Efterskole

Hvad tænker du om konflikten?
Jeg er ærgerlig over, at det ikke umiddelbart lykkedes at finde en forhandlingsløsning. Det er dybt kompliceret for efterskolerne at være part i den konflikt, især når vi har en kostafdeling og er på 24/7. På den ene side vil vi gerne være loyale over for dem, vi er i forhandlingsfællesskab med, og på den anden side rammer det vores arbejdspladser langt hårdere end i det offentlige, fordi det har store økonomiske konsekvenser, der rækker langt ud i fremtiden.

Hvordan får vi mest muligt igennem?
Vi er kun en lille bitte brik i et meget stort spil. Det har jeg ikke noget godt svar på. Den taktik, der er valgt, er at lægge sig i et forhandlingsfælleskab, fordi vi som lille organisation ikke har ret stor indflydelse. Det kan være en styrke, men også en svaghed, når det kommer til vores egne krav og måde at forhandle på

Hvad betyder solidaritet i den forbindelse?
Det er vigtigt, og det er derfor, vi er med i en fagforening. Men organisationstanken og solidariteten er temmelig udfordret af den måde, der er udtaget skoler på. Frie Skolers Ledere har valgt at udtage de samme skoler som Frie Skolers Lærerforening, sikkert for at ramme så stærkt som muligt. Men det har den konsekvens, at skoler med høj organisationsgrad blandt både lærere og ledere bliver ramt allerhårdest menneskeligt og økonomisk. Og så oplever jeg det faktisk også usolidarisk, at jeg skal strejke og efterlade min forstander i den her situation.

Hvad stiller I op, hvis det kommer til strejke?
Vi har ikke lagt planen endnu. Men min leder kan kun holde skolen kørende ganske kort tid og med en meget høj personlig pris. Det er nærmest en umulig opgave at holde skolen åben ene mand. Havde vi været to, så havde vi nok kørt videre. Foreløbig håber vi på, at det ikke kommer så vidt.

Føler du dig velinformeret – hvad kan vi gøre bedre?
Jeg føler mig relativt velinformeret, men også en lille smule bagud, som om vi er to skridt bagefter de større organisationer, som vi er afhængige af at høre nyt fra. For eksempel var det svært, at der gik to døgn med lidt håb, fra vi fik at vide, at lockouten af mellemlederne var taget af bordet, til vi fik at vide, at vi stadig var udtaget til strejke. Vi var flere, der havde håbet og troet, at fritagelsen også gjaldt strejken.

 

 

Leder, hvad mener du selv?

Den 7. marts holdt foreningen Frie Skolers Ledere medlemsmøde om konflikten på Hotel Nyborg Strand. Nyhedsbrevet har spurgt tre af deltagerne, hvad de tænker om konflikt, lockout, indflydelse og solidaritet – og om foreningens egen kommunikationsindsats:

Solidarisk med lærerne: Skoleleder Ane Fabricius, Kon Tiki – Børnenes skole Hillerød

Savner lockouten: Mads Poulsen, forstander på Eisbjerghus Internationale Efterskole i Nørre Aaby