De 7 gyldne tricks, der gør dig værd at lytte til

Skrevet af Dya Josefine Hauch. Mød hende på LederKonferencen 2016.

Forestil dig, at du sidder og lytter til en ganske almindelig præsentation eller tale. Det er småkedeligt, ikke? Sandsynligvis, for den gennemsnitlige tale og præsentation ER kedelig. Men det behøver din ikke at være.

Du holder sikkert allerede rigtig gode taler! Men hvad er grunden til, at nogle taler fungerer så meget bedre end andre? Og hvordan får du elever, forældre og ansatte til at blive helt opslugt af dine taler – hver eneste gang?

Her får du 7 essentielle tricks, der med garanti gør dig mere interessant at lytte til. Du kan både bruge dem til at holde bedre taler og præsentationer (på fx møder) – og til generelt at fremføre dine holdninger med større gennemslagskraft.

1 – Er du min ven, fjende eller potentielle sexpartner?

Når et menneske møder dig første gang, vil han eller hun placere dig i én af tre kategorier: ven, fjende eller potentiel sexpartner. Og gennem titusindvis af år har vi udviklet evnen til at kategorisere andre mennesker på mindre end et sekund.

Spørgsmålet er: Hvilken kategori vil du helst blive placeret i, når du holder en præsentation? Lige netop, dit publikum skal fra start placere dig i kategorien “ven.” Hvis du kan få dem til intuitivt at opfatte dig som deres ven, er du kommet foran 1-0 bare i løbet af det første sekund.

Det kan du opnå ved at gøre én ting, der virker på ethvert publikum – uanset om det består af topledere i Danmark eller tankpassere i Cambodia: Smil venligt og roligt, mens du breder dine arme ud og viser dine tomme håndflader. Dette er det internationale symbol for “jeg kommer ubevæbnet.” Gør dette, og folk vil ubevidst placere dig i kategorien “ven,” inden du har sagt dit første ord.

2 – Indtag rummet, og etablér dig selv som taler

Er du urolig i starten, får du ikke fanget folk ind. Find derfor roligt et godt sted at stå i starten af din præsentation. Bliv stående der, og tal langsomt og roligt til at begynde. Sådan starter du på en behagelige måde, hvor alle kan være med.

Så kan du accelerere. Du kan tale en anelse hurtigere, når publikum har vænnet sig til din stemme, og du kan gå lidt rundt, hvis du er tryg ved det.

Tag dine arme i brug til at lægge tryk på vigtige ord eller sætninger. Når du er kommet i gang, kan du sagtens lave store håndbevægelser. På den måde kan du både fastholde publikums opmærksomhed, og du kan klart vise dem, når der kommer et nøgleord eller en vigtigt pointe.

3. Gør dig selv troværdig

Du tænker måske, at du virker mest troværdig, når du viser, at du ved meget om dit emne. Men faktisk skaber du den allerstørste troværdighed blot ved, at publikum ser dig som en moralsk person, der vil dem det bedste – simpelthen, når de godt kan lide dig!

Dette er nemt at opnå. Det kræver ikke avancerede psykologiske tricks og strategier. Du kan eksempelvis starte din præsentation med at smile venligt til dit publikum og sige:

“Hvor er jeg glad for, at I kunne komme. Jeg har glædet mig meget til at fortælle jer …” – Mere skal der ofte ikke til.

4. Hav kun én hovedpointe

Du skal selvfølgelig have en pointe, men du skal også kun have én pointe. Mange tror, at man højst må have 3-4 hovedpointer i sin præsentation. Glem det! Publikum er dårligere til at koncentrere sig, end du tror, og 3-4 pointer er alt for ambitiøst – folk mister fokus, så bliver de uinteresserede, og så holder de op med at lytte.

Hav altid kun én hovedpointe, men giv gerne tre argumenter for denne pointe. Det er altid godt. Selv hvis publikum kun husker et eller to af dine argumenter, husker de stadig din pointe.

5. Fortæl dem, hvad du har fortalt dem

Gentag altid din pointe. Alle – lige fra lærere til hjerneforskere – er enige om én ting: Folk skal have tingene at vide flere gange. Derfor hører man igen og igen gode talere bruge den samme struktur for deres taler:

1. Fortæl dem, hvad du vil fortælle dem
2. Fortæl det
3. Fortæl dem, hvad du lige har fortalt dem.

Dette princip giver fra start et godt overblik, der gør det nemt at følge med og en god opsummering til sidst, der slår hovedpointen fast.

6. Gør folk nysgerrige

Der er intet, der får folk til at høre efter, som hvis de bliver gjort nysgerrige fra start. Man kan gøre folk nysgerrige ved at love dem, at der senere kommer noget, der har en værdi for dem.

Et enkelt eksempel kan være en salgstræner, der giver en præsentation til en gruppe sælgere i en tøjbutik:

“Jeg vil gerne forklare jer lidt om min egen yndlingsteknik. Den tager få minutter at lære, og hvis I bruger den selv, kan det øge jeres salg med 15-20 %” – hvilken sælger ville ikke spidse ører efter sådan en indledning!?

7. Træn og få feedback

Det mest effektive du kan gøre for at forbedre dine taler og præsentationer er – som med alt andet – at træne. Du kan træne tingene derhjemme foran spejlet. Eller du kan låse dig ind i talersalen om natten og give den gas (men husk at slukke for diverse overvågningskameraer).

Alternativt: Tilmeld dig LederKonferencen 2016, hvor vi lærer dig en masse mere om gode taler.