Rud har sidste skoledag

Efter 39 år med skoleledelse går formanden på pension. Han lærte at lede som en del af den kollektive ledelse på Flakkebjerg Efterskole. Siden blev han forstander på Hjemly Fri- og Idrætsefterskole. Og de sidste 13 år har han være leder i Frie Skolers Ledere. Den 10. maj har Rud Nielsen sidste skoledag, og så flytter han hjemmefra.

Først ville Rud slet ikke have, at vi skrev om, at han nu går af som formand. Og han ville ikke interviewes til en personlig portrætartikel, der gør status over hans tid i Frie Skolers Ledere. ”For vi har været fælles om det”, som han siger.

Men da interviewet først kommer i gang, kan han alligevel ikke lade være med at gå op i det – og foreslår endda en overskrift til artiklen:

”Du kan skrive ’Han har aldrig haft madpakke med på arbejde’ i overskriften, for jeg har nærmest altid arbejdet på skole, hvor vi fik maden serveret”.

Rud kan lide at engagere sig og komme med ideer. Det er nemlig ham og hans måde at være leder på.

Stolt beskedenhed
Man kunne forledes til at tro, at det er falsk beskedenhed, når han ikke vil føre sig frem som en afgående formand, der fejrer sine triumfer. Men det er det ikke.

Rud mener det, når han siger, at de har været fælles om det i triumviratet, der som de tre musketerer i virkeligheden er fire: Med Rud som formand, Jeppe Møller Tobberup og Brian O. Bastiansen som næstformænd, og med den fuldtidsansatte lederkonsulent Bjarne Ytzen som den evigt fægtende d’Artagnan.

”Vi tilbød os som triumvirat. Der var nemlig ingen af os, der ville være formand på fuld tid, vi ville først og fremmest passe vores skoler”, fortæller Rud.

Det var i 2013, da lederne brød ud af Frie Skolers Lærerforening. Og de blev da også valgt som ’En for alle, og alle for en’. Når Rud blev formand, tilføjer han, var det bare fordi han havde været næstformand siden 2006.

Rud er stolt af den tilgang til kollektiv ledelse. Så i den forstand kan man snarere tale om stolt beskedenhed, frem for falsk beskedenhed.

Fællesledelse på Flakkebjerg
For ham går det helt tilbage til Flakkebjerg Efterskole, hvor han startede i 1980.

”Skolen havde kollektiv ledelse. Vi var 12 lærere, der drev den i fællesskab. Formelt var der en, der var forstander, men det betød ikke noget, vi var fælles. Det hed aldrig mig, aldrig de andre, det var altid vi”.

De kaldte det fællesledelse, og det fungerede så forbilledligt, at de tog rundt i landet og holdt foredrag om det – indtil 1994, hvor der pludseligt var så stor udskiftning af lærere, at flertallet var nye, og de gamle ikke var helt enige om, hvor skolen skulle hen.

”Så lavede vi det om, og jeg blev forstander. Det duede ikke mere, tiden var løbet fra det. Men i min egen tanke fortsatte jeg med at være at et ”vi”. Jeg kan ikke lide at stille mig foran”, fortæller Rud.

Den kollektive ledelse er en god måde at lære ledelse på. Otte af de 12 i fællesledelsen blev senere skoleledere, og Rud selv blev på Flakkebjerg indtil 2001, hvor han blev forstander på Hjemly i Ringe på Fyn.

Den næstbedste skole i landet
For Rud handler skoleledelse om at brænde for at lave en bedre skole i morgen. Det smitter fra ledelseslaget til lærerne, eleverne og forældrene.

”Det er en indre iboende trang, jeg har: Man kunne også gøre sådan eller sådan … Jeg har ikke besøgt en anden skole uden at komme hjem med ideer, om så det bare var noget, jeg så på opslagstavlen.”

At lede handler for Rud ikke om magt, men om at inspirere og gå i dialog:

”Jeg har en iboende nysgerrighed, også over for medarbejderne: Hvad er det, der er meningsfuldt for dem, og hvordan kan det bringes i spil?”

”For eksempel på lærermødet i går, hvor jeg udstak en føler, om det var en idé for os at arbejde med FN’s verdensmål, om vi måske skulle spare på flyrejser? Så er der nogle, der griber den og arbejder videre med den”.

”Og det er ikke alt, der bliver til noget, det er godt, at der er nogle til at dæmpe det lidt”, tilføjer han og vil også passe på ikke at blive for selvfed:

”Vi skal ikke tro, vi kan lave den bedste skole i landet … Men den næstbedste!”

Leder i et magtfrit rum
På sit kontor i Hjemly installerede han for længe siden en sofagruppe, hvor det fleste møder foregår, med kollegaer, med forældre.

”Så vi sidder i øjenhøjde. Jeg prøver at få magten ud af rummet, at opstille et magtfrit rum, hvor vi sidder over for hinanden”.

”For mig handler ledelse mere om sparring. Jeg skal lede nogen, som skal lede nogle andre. Hvis vi er enige om de fælles værdier og kerneopgaven, så er det det, der foregår ude i klasselokalet”.

”For en skoleleder er det vigtigt at være et team, så man har nogle at sparre med. Nogle skoler kan blive for små til, at man ansætter mellemledere, og så er det svært”, siger han.

”Samtidig er det ikke nemt at være mellemleder, og det er noget, vi er blevet mere opmærksomme på i foreningen. Det er mig som øverste leder, der tager alle roserne, men det er dem, der skal tage skraldet, når der kommer sure forældre. Mellemlederne har brug for en anden støtte end den øverste leder, og der prøver vi at være behjælpelige”, siger han.

 

3 gode råd til nye ledere

Vær dig selv, påtag dig ikke nogen anden rolle, vær ærlig.

Udtryk glæde og begejstring, og når du ikke kan, så fake it.

Bevar din naturlige interesse for elever, forældre og kollegaer.

 

Den største succes
Også for de tre i formandskabet af Frie Skolers Ledere har sparring været vigtigt.

”Vi er tre meget forskellige personligheder, der har støttet hinanden ved både at hjælpe og provokere hinanden. Og ved at fordele rollerne udadtil i mellem os, så vi fik mest muligt ud af hinandens styrker”.

Ikke fordi de spillede good cop and bad cop, men alligevel; nogle gange var det meget bedre at sende Jeppe i byen end Rud. Eller Brian i stedet for Jeppe.

”Vores projekt er lykkedes. Vi er blevet en selvstændighed forening, der hænger mere sammen med andre skoleledere end lærerforeningen”, siger han.

”Vores største succes er den anerkendelse, foreningen fik, da vi sidste år indgik overenskomst som selvstændig forhandlingspartner.”

Bagsiden af medaljen er, at foreningen nu er viklet ind i bureaukratiske processer, som tager længere tid, end nogen i bestyrelsen kunne have drømt om, eller har tålmodighed til.

”Vi underskrev overenskomsten i 2018, og den er ikke lavet færdig endnu. Den langsommelighed er vi slet ikke vandt til som skoleledere. Når vi vil noget, så gennemfører vi det!”

Fusionen mellem de to lederforeninger for de frie skoler er en anden landvinding, han er glad for.

”Men kun 70 procent af lederne er organiseret hos os, så der er nok at gå i gang med for den nye bestyrelse.”

En ny tid venter
Rud føler ikke, at han løber fra pladsen i utide. Han er 67 år og overlader med glæde foreningens næste opgaver til dem, der tager over. Han er sikker på, at foreningen er i gode hænder – og vil gerne benytte lejligheden til at sige tak:

”Det har været ikke bare et godt skoleliv, men et godt liv. Jeg har kørt for fuld kraft i mange år. Fra den 10. maj har jeg en tom kalender, og jeg ved ikke hvad jeg skal”, siger han.

”Nu vil jeg ud af skolelivet. I 39 år her jeg boet midt inde i en skole. Nu stopper min kone også, og vi flytter til Ballerup-Måløv området, så vi kommer tættere på de fleste af vores børn og børnebørn.”

Joh, en ting er Rud dog sikker på, han skal: Med til næste seniortræf for afgåede ledere.

”Det skal jeg da. Der er stadig mange historier, der skal fortælles, og der er også meget, der skal følges med i”.

Af Lars Møller