Sat på gaden – plan om fælles sekretariat

Frie Skolers Lederes nye lejemål i København er blevet sagt op, så nu planlægger vi i stedet et nyt fælles sekretariat med LC-Lederforum.

Ved juletid flyttede vi vores sekretariat til København – i et spændende ”bofællesskab” med tre skoleforeninger.  Men det slutter lige om lidt, da lejemålet er sagt op for os alle.

I stedet er sammen med vores samarbejdspartnere i LC-Lederforum begyndt at skitsere en plan om et fremtidigt fælles sekretariat, hvor vi kan få skabt en synergi omkring ledelsesrådgivning og sagsbehandling.

Men vi starter dog i det små.

Vi flytter ind hos Skolelederforeningen
I august måned flytter vi ind i Skolelederforeningens hus i Snaregade i København. I første omgang i en slags ”kontorhotel”, hvor vi får vores eget kontor og mødelokale. Her vil Bjarne og vores studentermedhjælper få deres arbejdsplads. Vi har selvfølgelig også adgang til Skolelederforeningens mødelokaler og andre faciliteter.

Alt dette kunne vi også have købt mange andre steder, men det har den helt indlysende fordel, at Bjarne kommer til at være en del af et kontor, hvor der for eksempel på samme etage sidder fire konsulenter, der arbejder med de samme spørgsmål/svar, bare på det kommunale område. I efterårets løb fortsætter vi med at tilkøbe diverse ydelser, fx omkring syge- og pensionssager og juridisk ekspertise ”ude i byen”, blandt andet hos FSL.

Fælles løsninger med skolelederne
Efter vi har ordnet den praktiske del med kontorflytning, så tager vi hul på næste fase resten af 2015, hvor vi skal kigge på, hvilke af vores tilkøb udefra vi kan lave sammen med Skolelederne. Vi forestiller os, at vi i januar 2016 kan lave løsninger i fællesskab med Skolelederne og dermed tage næste skridt i retning af et fælles LC-Ledersekretariat.

Vi har forsøgt med en målsætning om, at vi 1/1 2017 har etableret et fælles LC-Ledersekretariat, hvor vi også håber, at de to øvrige lederorganisationer, Uddannelseslederne og Handelsskolelederne vil have lyst til at deltage.

Vi har valgt, at det er et sekretariatsfællesskab, og at vi holder det politiske, økonomiske og kommunikationsmæssige i egne foreninger. På den måde kan vi nyde godt af fællesskabet, og samtidig selv bestemme, hvilke sammenhænge vi indgår i.