Årets Lederkonference 2025
- glæd dig:-)

Dage
Timer
Minutter
Sekunder

Lederkonferencen d. 1.- 3. april 2025

Vi har fremrykket næste års lederkonference, så den afholdes fra tirsdag til torsdag og på et tidspunkt som ikke ligger tæt på andre arrangementer.

Tilmeldingen er ikke åben endnu, men du og dine lederkolleger kan allerede nu sætte kryds i kalenderen.

Vi glæder os til at (gen-)se dig på Hindsgavl Slot.

Nedenfor kan du se programmet for 2024.

Jesper Theil Thomsen: Soundboks og ledelse af generation Z

Hvad har Roskildefestivallen og Lederkonferencen til fælles? Jesper Theil Thomsen og dedikeret fællesskab.

Som 16-årig satte Jesper Theil Thomsen og to gymnasievenner sig for at bygge en mobil udendørs højttaler, der kunne skabe en ordentlig fest i Campen på Roskildefestival. 

Det blev starten på en kæmpe succes, og i dag er Jesper som 28-årig CEO og medejer af en virksomhed med 100 ansatte. 

Dertil er han medstifter og bestyrelsesmedlem i ungdomsbevægelsen Saga og medlem af hovedbestyrelsen i Børns vilkår. 

Jesper vil fortælle historien om SOUNDBOKS med et underliggende fokus på de ting, som gør virksomheden anderledes end de fleste andre. Hvilken ledelseskultur skal man bruge for at fastholde unge medarbejdere? Hvad er de vigtigste værktøjer for en leder for unge medarbejdere? Hvordan skaber man ro i kaos? Det, i kombination med den vilde historie om SOUNDBOKS, kan du høre når Jesper Theil Thomsen kommer og holder sit oplæg.

Musikalsk fortælling om Kim Larsen v. Lasse Helvig

Kan du forestille dig et Danmark uden Kim Larsens musik og aftryk? Nej vel!

Med den hjerteskærende nyhed om Kim Larsens død i sept. 2018, blev vi meget berørte og første omgang tænkte vi måske ikke meget over det. Men det fantastiske, varme og rørende vidnesbyrd der udspillede sig efterfølgende i hele Danmark lagde en sti for fremtiden – Et åndeligt koncertforedrag med livsperspektiver og stærke melodier.

Med fortællinger og musik vil du opleve åndeligheden, samhørigheden og ikke mindst Kim Larsens dybe forbindelse til Danmark og den kollektive nationalfølelse, som han formåede at fremmane gennem sin musik og person.

Passioneret har Lasse gjort det til sin mission at dele alle de gode historier om Kim Larsens musik, aftryk på os alle og hans inspirerende personlighed.

Næsten alle shows på touren i 2023 blev udsolgt og 2024 tegner samme billede rundt omkring i Danmarks musikhuse og teatre.

Workshop: Kunsten at lede og samarbejde med frivillige

Vores skoler er forældrestyrede, og mange skoler vægter et stort forældreengagement med inddragelse i praktisk arbejde, arrangementer og udvalg.

Skolefriheden er sammen med forsamlings-, forenings- og ytringsfrihed demokratiske grundstene i vores samfund.

I Danmark har vi en udbredt frivillighed, hvor mennesker, der vil, kan skabe noget sammen. Det er et smukt princip, men da det netop er frivillige mennesker med alt, hvad det indebærer, er det til tider udfordrende i praksis.

For dig som leder i den frie skoleverden er det et grundvilkår, og det vil vi gerne sætte fokus på som fagforening. Som øverste leder er det især samarbejdet med bestyrelsen, du kan have fokus på. Som mellemleder kan det også være forældreengagementet i det daglige fx forældrearbejde eller udvalg. Som ledelsesteam har I en samlet interesse i et godt samarbejde med bestyrelsen som arbejdsgivere og retningsgivere for hele skolen.

Workshoppen vil omhandle:

  • Hvad driver og motiverer til frivillighed?
  • Typiske udfordringer i samarbejdet; mandatfordeling, rolleforståelse og rammer for samarbejdet
  • Paradokser i samarbejdet mellem ansat ledelse og frivillig bestyrelse
  • Tips, greb og retningslinjer for det gode samarbejde

Workshoppen veksler mellem korte input fra underviser og refleksionsøvelser. Her vil I få mulighed for at arbejde mere i dybden med egne cases, diskutere mulige løsninger/værktøjer samt erfaringsudveksle i mindre grupper og plenum.

Laura Auken, chef for Center for Frivilligt Socialt Arbejde, vil med bred viden og stor erfaring føre os igennem formiddagens workshop.

Hun har mere end 20 års erfaring med politikerbetjening, stor erfaring med betjening af direktioner, og hun har selv været frivillig samt ansat i flere frivillige organisationer.

Laura Auken er Cand. Scient. Soc. i Dansk sprog og Offentlig Forvaltning: Hun har desuden en tillægsuddannelse i journalistik fra DJMX, en lederuddannelse fra CBS og er certificeret ledelsescoach.

Skolens digitale modenhed og din lederrolle

Hvorfor bør I som ledere af De Frie Skoler være opmærksomme på teknologiske ændringer og digitalisering, og hvilken betydning har det for lederrollen? Er du bevidst om din organisations digitale modenhed, og ved du, hvad det kræver af dig for at kunne forbedre denne? Dette vil være de centrale spørgsmål i Pernille Kræmmergaards oplæg, hvor deltagerne vil blive introduceret til de fem generationer af digital modenhed, samt hvad disse betyder for organisationen og lederskabet i praksis. Pernille vil basere sit indlæg på en forudgående selvevaluering af deltagernes organisationers digitale modenhed, som deltagerne har mulighed for at udføre inden dagen (i anonymiseret form).

Pernille Kræmmergaard er uddannet cand.merc. og har en Ph.D. i teknologisk og organisatorisk forandring. Fra 2008 til 2017 var hun professor ved Aalborg Universitet (AAU), og i 2014-2015 fungerede hun som gæsteprofessor ved IT-Universitetet i København (ITU). Hun er Digital Vismand, medlem af Det Faglige Dataetiske Råd, og har været Ekstern Evaluator hos Rigsrevisionen. Pernille er en anerkendt debattør og en efterspurgt keynote speaker.

I mere end 25 år har Pernille forsket i, hvordan organisationer og ledere kan skabe værdi med teknologi, IT og data. Hun har for nyligt udgivet to bøger: ‘Digital Modenhed’ og ‘Digital Transformation’, som er blevet oversat til flere sprog og udgivet på dansk af Djøf Forlag. Derudover er hun grundlægger af DI2X – Digitaliseringsinstituttet, der tilbyder uddannelsesprogrammer, kurser og selvevalueringsværktøjer, som understøtter organisationers og lederes digitale modningsproces.

Krisekommunikation ved Marianne Kalb

Mattias Tesfaye er desværre blevet forhindret.

I stedet kommer Marianne Kalb fredag formiddag og giver en introduktion til krisekommunikation.

Oplægget er en teaser til vores kursus i efteråret.

Marianne Kalb har mere end 20 års erfaring med at håndtere kommunikation, hvis krisen er brudt ud eller er på vej. Hun er grundlægger af KALB, hvor hun er direktør og strategisk rådgiver. Marianne Kalb har hjulpet store virksomheder, men også en del skoler i vores regi.

Pludselig kan der opstå en krise og så kigger alle på ledelsen. Hvad gør man så? Det kan Marianne Kalb gøre os klogere på.

Eftermiddagsaktiviteter

Ingen Lederkonference uden eftermiddagsaktiviteter med lederkolleger.

I lighed med de tidligere år tilbyder vi en række aktiviteter, der kan danne ramme for uformelt tværkollegialt samvær. Torsdag eftermiddag mellem kl. 16.00 og 18.00 er der afsat tid i programmet til en anderledes oplevelse. Du kan vælge mellem disse 4 aktiviteter:

  • Bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro
  • Sejltur på Lillebælt
  • Fællessang
  • Ølsmagning

Ønsker du ikke at deltage i nogle af eftermiddagsaktiviteterne, skal du blot tilmelde dig lederkonferencen uden aktivitet.

Sejltur i Lillebælt med Mira lll

Skal din eftermiddagsaktivitet være af mere afslappende karakter, så skal du vælge en sejltur i Lillebælt. Her vil du opleve en lille del af Fyn fra søsiden. En ca. 2-timers guidet tur, hvor der både er tid til afslapning og networking med dine lederkolleger, men også en informativ tur, hvor du vil få indblik i vegetationen i og omkring Lillebælt og måske møde marsvin på din ”vej”.

Der vil blive serveret kolde forfriskninger undervejs.

Tekniske og historiske informationer om Mira III

Mira III er bygget på Frederikssund Skibsværft og sejlede fra 1915 som turbåd på Øresund.

Mira III har, foruden at sejle på Lillebælt, også sejlet for Københavns Havnevæsen, for Forsvarret med sejlads til Københavns Ø-forter og som rutebåd på Århusbugten.

I starten var båden forsynet med en to-cylindret dampmaskine. I 1924 fik Mira III en Munktell petroliumsmotor, som den sejlede med til 1938, hvor den fik en to-cylindret Vølund 65 HK glødemoter. I 2004 fik Mira III den motor, som båden sejler med i dag, en seks-cylindret Albin dieselmotor.

Fællessang

Nyder du oplevelsen af at synge med andre? Når mange stemmer bliver til en fælles? Poesien i højskolesangbogen og genkendeligheden i gode gamle travere?

Så har du mulighed for at deltage i fællessang omkring et klaver eller en guitar på Hindsgavl Slot.

Undervejs sørger vi for, at stemmebåndet bliver smurt, så I kan holde melodien.

Ølsmagning

Vi har tidligere med stor succes for deltagerne haft ginsmagning på slottet. Denne gang tilbyder vi en mildere variant for alle ølentusiaster – eller bare dig, der stadig husker, der var engang, hvor der kun var Tuborg, Carlsberg og Albani – og en juleøl, når det var sæson. 

Oplev diversiteten og nuancerne og bliv ført igennem et udvalg af slottets bedste øl.

Bridgewalking

Bridgewalking 60 meter oppe i brokonstruktionen af Den Gamle Lillebæltsbro er en helt unik oplevelse. Fra toppen af broen er der en enestående udsigt over Lillebælt, Jylland og Fyn.

Med en vandretur over Den Gamle Lillebæltsbro får I en oplevelse for livet, som giver et sug i maven og det smukkeste vue. I ledsages af en erfaren guide, der fortæller om den historiske bro og de naturskønne og interessante omgivelser, I kan se på vandringen over broen.

Turen tager cirka 2 timer og er inkl. sikkerhedsinstruktion og omklædning. Turen er cirka 2,5 km lang.

Sådan tilmelder du dig