Dit kontingent

“Du får, hvad du betaler for”.

Til forskel fra de “gule” fagforeninger kæmper vi for dine vilkår gennem forhandlingssystemet og gennem samarbejde med skoleforeningerne. Vi har et unikt og indgående kendskab til dine vilkår. Vi er til for medlemmernes skyld og skal ikke akkumulere overskud. Enhver indtægt går til foreningens arbejde for at forbedre vilkårene og hjælpe det enkelte medlem.

På vores årlige generalforsamling i foråret gennemgås foreningens regnskab og budget. Det er naturligvis gratis at deltage.

Nedenfor kan du se de aktuelle kontingentsatser og hvad dit kontingent går til.

Kontingentsatser

  • Medlemmer 693 kr. pr. måned
  • Medlemmer med nedsat indkomst 395 kr. pr. måned

    eksempelvis ledige

  • Pensionister 125 kr. pr. måned
  • GEW Medlemmer 425 kr. pr. måned

    fra Tyske mindretalsskoler i Danmark (GEW)

  • GEW Medlemmer med nedsat indkomst 309 kr. pr. måned

    fra Tyske mindretalsskoler i Danmark (GEW)

Husk, at du får et årligt skattefradrag på 7.000 kr.

NB: Vi er ikke en a-kasse, og du kan godt bevare dit medlemskab af din a-kasse selvom du skifter fagforening.

Medarbejderne på sekretariatet

Den største post i regnskabet er løn og andre udgifter til sekretariatet. Det er vores kerneydelse at hjælpe, når medlemmerne har spørgsmål eller problemer i deres arbejde.

Vi er tre konsulenter som varetager sekretariatets opgaver: 

  • Kurser, webinarer og lederdage
  • Diverse redskaber til medlemmerne
  • Kommunikation (se nedenfor)
  • Besvare henvendelser pr. telefon og mail fra medlemmerne
  • Coaching, sparring, vejledning og rådgivning
  • Lønsamtaler, seniorsamtaler, barselsplaner osv.
  • Administration af ind-/udmeldelser og tilmeldinger til kurser
  • Servicering af bestyrelse og formandskab
  • Forberedelse af politik for bestyrelsen
  • Udarbejde undersøgelser og analyser
  • Kontakt med samarbejdspartnere fx. skoleforeningerne
  • Forhandling af fratrædelser og opsigelser
 
Vi har desuden tilknyttet en selvstændig advokat, hvor vi får sparring og juridisk rådgivning i de mere komplekse sager.

Politisk arbejde og samarbejde

Bestyrelsen arbejder aktivt for at fremme dine interesser og opnå de bedst mulige overenskomster og aftaler på vores område.

Det politiske arbejde og samarbejdet med skoleforeningerne, STUK/Undervisningsministeriet, Medst./Skatteministeriet og andre fagforeninger og interesseorganisationer indebærer en udstrakt grad af mødevirksomhed samt formelle og uformelle kontaktflader. Det medfører udgifter til transport, forplejning og ophold. Vores formandskab prioriterer fortsat at være ledere for deres skoler og bevare “fødderne i mulden”. De bliver dog frikøbt en dag om ugen, så deres skoler kompenseres for fraværet.

Formandskabet er forankret i bestyrelsen som er bredt repræsenteret fra grundskoler og efterskoler over hele landet. Når de mødes, er der udgifter til transport og forplejning. Dertil modtager alle bestyrelsesmedlemmer et mindre årligt honorar. 

Endelig betaler foreningen kontingenter til diverse centrale organisationer – ikke mindst LC-Leder Forum, hvor vi sidder med ved forhandlingerne og får medindflydelse på organisationsaftalen.

Kommunikation til medlemmerne

En del af tiden på sekretariatet bruges på kommunikation til og med jer. Al kommunikation går direkte fra og til os og jer hver især ude på skolerne. Til forskel fra eksempelvis Skolelederforeningen og Frie Skolers Lærere er vi ikke er organiseret i kredse og med tillidsrepræsentanter og derfor bliver kommunikationsopgaven så meget desto vigtigere.

Da du som leder ofte må være din egen tillidsrepræsentant er det vores mål at hjælpe dig og klæde dig bedst muligt på til at have et godt arbejdsliv som leder.

Udover individuel rådgivning og almindelig medlemsservice omfatter vores kommunikation nyhedsbreve, mails, undersøgelser, opslag og debat på Facebook og information og inspiration på hjemmesiden.

 

Kurser og arrangementer

I løbet af året arrangerer vi forskellige relevante kurser, såsom gratis temadage for nye ledere og webinarer om aktuelle emner. I forbindelse med vores årlige generalforsamling i april holder vi også lederdage som 3 dages kursus. Selvom der er deltagerbetaling dækker det ikke altid den samlede udgift til ophold og oplægsholdere.

Vi bestræber os naturligvis altid på at få mest muligt ud af medlemskronerne, så flest mulige medlemmer får glæde af deres medlemskab.