Vores årlige lederkonference kalder vi nu lederdage.
For hånden på hjertet er det ikke en stor konference, hvor man går rundt mellem en masse fremmede mennesker, men derimod tre dejlige dage med fortroligt, fordomsfrit og fornøjeligt samvær med ligesindede ledere fra landets frie grundskoler og efterskoler.
Forårets lederdage er igen onsdag til fredag – og i starten af april i fornuftig afstand til andre større skolearrangementer.
Du kan læse hele programmet nedenfor og downloade en oversigt i pdf.
I år lægger vi ud med Emilia van Hauen og hendes foredrag om generationsledelse.
Det handler ikke kun om, hvordan man leder de nye unge medarbejdere, men i lige så høj grad om samarbejdet i ledelsesteamet, løft af potentielle nye ledere og fremtidige lederroller og vilkår.
Med humor, eksempler og stærke historier viser Emilia van Hauen, hvordan vi kan se generationsdynamikken som en gave, der gør arbejdspladsen rigere. Ved at bygge bro mellem medarbejdere i alle aldre, ruster vi os også til fremtidens arbejdsplads og den nye form for ledelse, som snart bliver normen.
Aldrig før har så mange generationer arbejdet side om side. I dag er vi fire – snart fem – generationer på de fleste arbejdspladser. Det giver enorme muligheder, men også udfordringer for både ledere og medarbejdere.
De unge stiller nye krav til arbejdsmiljø, work-life balance og fladere hierarkier. De ældste ønsker respekt for erfaring og viden. Småbørnsforældrene har brug for fleksibilitet i hverdagen. Og de midaldrende befinder sig midt i et spændingsfelt: Nogle trapper ambitionerne ned – andre sætter turbo på.
I dette foredrag får I:
Om Emilia van Hauen
Emilia van Hauen er ubetinget en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og citerede kultursociologer, hvad angår tidens trends og sociale tendenser i samfundet med speciale indenfor generationer, køn, diversitet og moderne fællesskaber
Emilia er kultursociolog (cand.scient.soc) og HD(A). Hun skriver fast for flere landsdækkende medier og bliver ofte brugt som kommentator både hjemme og i udlandet. Hun er medlem af flere bestyrelser, bla. i Messecenter Herning og Boxen samt strategisk rådgiver.
I januar 2024 udkom hendes syvende bog og bestseller: ”Generationen der skal redde verden… med lidt hjælp fra os andre” som foredraget tager afsæt i og bygger videre på.
Foto: Sara Galbiati
En workshop om effektiv og bæredygtig ledelse
Tidspres, oversvømmede mailbokse, høje krav og digital tilgængelighed døgnet rundt er virkeligheden for mange moderne ledere. For mange er løsningen at sætte tempoet op, springe frokosten over og liiige arbejde lidt i weekenden.
I denne workshop viser forfatter og ledelsesrådgiver Pia Hauge en anden vej: Måske skal du sænke tempoet, hvis du skal nå det hele?
Med afsæt i hjerneforskning og nye ledelsesteorier præsenterer Pia Hauge sin ledelsesfilosofi ”Langsom Ledelse”, der kan ses som et skandinavisk bud på fremtidens bæredygtige ledelse. Langsom Ledelse er baseret på 7 dogmer, der blandt andet handler om at tage tempoet ud af svære beslutninger, fokusere benhårdt på kvaliteten af arbejdet og sikre løbende mental restitution.
Udbytte af workshoppen
Om Pia Hauge
Pia Hauge er tidl. chefrådgiver i DR og underviser på Københavns Universitet. I dag driver hun sit eget konsulentbureau piahauge.dk, som rådgiver nogle af Danmarks største og mest innovative virksomheder om fremtidens ledelse bl.a. Novo Nordisk og Carlsbergfondet. Pia har skrevet flere bøger om bæredygtig ledelse – seneste Pause Power, der udkom på Gyldendal i 2024.
På generalforsamlingen fremlægger formand Brian Bastiansen beretning om årets gang og fremtidige visioner. Her får du indblik i din fagforenings politiske arbejde; kampe, sejre og samarbejder, i sekretariatets daglige støtte til medlemmerne og i foreningens økonomi; regnskab og kommende års budget.
Da vi udgør en del af det fagpolitiske system med selvstændig forhandlingsret, vil du kunne se deltagelse af gæster fra andre organisationer, der har interesse i vores fagforening.
På generalforsamlingen er du med til at vælge nye bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen er altid alsidigt sammensat med blik for størst mulig diversitet og repræsentation.
I forlængelse af generalforsamlingen inddrages alle fremmødte medlemmer i dialog om udvalgte temaer. Så kom og giv dit besyv med.
Deltagelse i generalforsamlingen er gratis og kun for medlemmer og inviterede gæster fra andre organisationer.
Generalforsamlingen er planlagt i midten af vores lederkonference, så flest muligt kan deltage og der bliver rig lejlighed til at tale sammen undervejs.
Hvordan skaber vi et stærkt og bæredygtigt lederliv i de frie skoler?
På baggrund af vores erfaringer fra udviklingsarbejdet med Ledercirkler inviterer vi til et inspirerende oplæg, hvor du får indblik i, hvordan faciliterede, fagligt forankrede fællesskaber kan styrke både din personlige karakterdannelse og din ledelsespraksis i de frie skoler
Med afsæt i konkrete fortællinger fra skoleledere, der allerede har prøvet formen, undersøger vi, hvorfor ensomheden gror, hvis ikke vi deler, og hvorfor lederlivet bliver stærkere, når rummet får udsigt.
Gennem oplægget ønsker vi at gøre dig klogere på, hvordan vi sammen kan skabe langtidsholdbar ledelse i et komplekst og krævende skolelandskab, og hvad der skal til for, at du som leder kan stå stærkt, trygt og bæredygtigt i dit eget lederliv.
Oplægget vil veksle mellem erfarede indsigter fra vores udviklingsarbejde, mindre demonstrationer af reflekterende dialoger, og kobling til eksistentiel ledelsesteori, som forståelsesramme for den ledelsesmæssige kompleksitet.
Lederudsagn: “Udbyttet er indsigt i ledelsesudfordringer, der giver genklang i rummet. Ensomheden gror, hvis ikke vi deler vores oplevelser. Kort sagt får rummet udsigt, når gardinerne trækkes til side og lyset viser, der er et vi. Vi er fælles om at være alene. Derfor nødvendigheden af at kunne mødes.”

Konsulentgruppen består af tre erfarne specialister med stærke kompetencer inden for skoleledelse, læring, organisationspsykologi og facilitering af professionelle netværk.
Lene Tortzen Bager er ph.d. og har mere end 20 års erfaring fra Aarhus Universitet samt 15 år som selvstændig ledelses-, lærings- og proceskonsulent.
Lise Grønbæk Nielsen er lærer og master i ledelses- og organisationspsykologi med særlig erfaring fra trivselsfremmende indsatser, netværksfacilitering og individuel supervision.
Kirsten Osbæck Mogensen er lærer, cand.pæd.pæd.psyk. og master i ledelses- og organisationspsykologi med stor erfaring fra VIA UC og flere års arbejde med skoleledelse, læringsfællesskaber og ledernetværk. Sammen tilbyder gruppen målrettet støtte til ledere, organisationer og udviklingsprocesser på skoleområdet.
Kompetencefonden er mest kendt for at give tilskud til kurser og uddannelse, men der er meget mere end det.
Konsulent, Lise Lotte Beck Andersen, fortæller om Kompetencesekretariatets tilbud og eksempler på forløb:
Ingen Lederkonference uden spas og løjer, der løsner tungebåndene og løfter humøret i hyggeligt samvær med lederkollegerne.
Torsdag eftermiddag mellem kl. 16.00 og 18.00 er der afsat tid i programmet til en anderledes oplevelse.
Ønsker du blot at nyde et par timers fred alene eller har I brug for teamtid, skal du blot tilmelde dig lederkonferencen uden aktivitet.
Mageligt placeret i de bløde møbler i en af de smukke og stemningsfulde stuer på Hindsgavl slot, kan du nyde en snack og lidt drikke i samtale med lederkolleger.
I samtalesalonen lærer du andre ledere og deres unikke skoler at kende, og der bringes temaer i spil som kan give afsæt for dybe og inspirerende samtaler om skolefrihed, værdier og lederliv.
Der er også mulighed for at vende egne temaer.
Har du lyst til semistrukturerede samtaler og afslapning i ledelsesfagligt fællesskab, er samtalesalonen noget for dig.
Hindsgavl Slot har en lang og omvæltende historie.
Mærk historiens vingesus, lyt til væggene, der taler og bliv en del af Danmarkshistorien på denne vandring.
Lad Hanne-Mette føre jer igennem, mens hun beretter om de mange fantastiske historier på og omkring Hindsgavl Slot.
Historien vil helt sikkert tilføre nye dimensioner til jeres ophold og lederdagene.
Den historiske vandring er et spritnyt tiltag, og vores kontakt på Hindsgavl Slot har med kolleger testet turen med stor ros og mange anbefalinger.
Igen i år får du mulighed for at deltage i denne spektakulære og enestående oplevelse.
Bridgewalking 60 meter oppe i brokonstruktionen af Den Gamle Lillebæltsbro er en helt unik oplevelse. Fra toppen af broen er der en enestående udsigt over Lillebælt, Jylland og Fyn.
Behørigt forankret med line giver vandreturen et sug i maven og det smukkeste vue. Den erfarne guide fortæller samtidig interessante historier om broen og de omgivelser, I kan se på vandringen over broen.
Turen tager cirka 2 timer og er inkl. sikkerhedsinstruktion og omklædning. Turen er cirka 2,5 km lang, og der er trapper op og ned. Derudover er turen ikke krævende.
Efter en lang dag med fagligt fokus sørger der•ud•a’ for at afrunde aftenen med en afslappet og stemningsfuld musikoplevelse. Denne aften optræder vi som trio i et mere roligt og hyggeligt format, der indbyder til genkendelse, glæde og godt humør.
Med sang og halvakustisk guitar i front – bakket op af elguitar, bas og flerstemmig kor – tager vi jer med på en tur gennem de danske klassikere fra bl.a. Kim Larsen, Shu-bi-dua, TV-2, John Mogensen og Bamses Venner. Det er musik, alle kender, kan nynne med på og måske endda synge lidt med. Perfekt som en uformel afslutning på dagen, hvor der både er plads til samtale og fælles oplevelse.
Efter mere end 10 år sammen på scenen lægger vi vægt på god lyd, stærk vokal og et solidt sammenspil, der rammer publikum bredt. Alle kan sætte musik på en højttaler – men intet slår energien, nærværet og stemningen fra ægte livemusik.
I kan deltage som ledelsesteam og undtagelsesvis er ikke-medlemmer, der ikke kan organiseres hos os fx SFO-lederen og ledere på frie fagskoler, velkomne. De kan desværre ikke få medlemsrabat og skal derfor betale 9.395 kr.
På linket kan du som medlem tilmelde dig og betale individuelt. Hvis I ønsker en samlet betaling, bedes I kontakte os. Så finder vi selvfølgelig også ud af det.